Redningsvæsenet langs Vestkysten

Den jyske vestkyst har ingen naturlige havne på lange strækninger, og ud for stranden ligger sandrevler, der flytter sig. Med fralandsvind kunne sejlskibe ikke krydse sig fri, og i storm drev mange på land. Kysten blev kaldt en af de farligste i Nordeuropa.

Strandinger og forlis

I sejlskibstiden strandede skibe langs Vestkysten jævnligt. Et af de mest kendte forlis var de britiske linjeskibe St. George og Defence, der gik på grund ud for Thorsminde i december 1811, hvor flere tusinde sømænd omkom. Historien fortælles i dag på Strandingsmuseum St. George – se maritime museer.

Redningsvæsenet oprettes

I 1852 blev Det Nørrejyske Redningsvæsen oprettet med redningsstationer langs kysten. Stationerne blev bemandet af lokale fiskere og landmænd, der kendte havet og vejret, og som blev tilkaldt, når et skib var i nød.

Redningsbåd og raketapparat

Redningsmændene havde to hovedmetoder:

• Redningsbåden – en kraftig robåd, som blev trukket på vogn til stranden og roet ud gennem brændingen. Det krævede stor styrke og mod.
• Raketapparatet – hvis bølgerne var for høje, skød man en line ud til skibet med en raket. Langs linen blev en kraftigere trosse og en redningsstol (en slags bukseformet redningsbøje) trukket ud, og de skibbrudne blev halet i land én ad gangen.

Mange redningsmænd mistede livet under redningsaktioner, og mindesten langs kysten fortæller om dem.

Fra redningsstation til moderne kystredning

Med motorredningsbåde, helikoptere, radio og bedre havne ændrede redningsarbejdet sig markant i 1900-tallet. I dag er kystredningstjenesten en del af det statslige beredskab, og mange af de gamle redningshuse er bevaret som kulturminder.

Oplev det selv

Langs Vestkysten kan man se gamle redningshuse, mindesten og fyrtårne. Husk at Vesterhavet stadig er farligt: Respektér skilte og røde flag, og læs sikkerhed på vandet.